GEOGRAFISK HUS

Et sanseligt hus formgivet efter haven.

 

Straks man træder indenfor i Geografisk HUS fanges blikket mod udsigten til haven. Man tages imod af varme farver og sanselige materialer – med træ på vægge og inventar og den gennemgående grønne farve, der stemmer med alt det grønne udenfor.

Geografisk hus er udformet, så det smyger sig omkring vinklen i byggefeltet og giver med sin åbenhed, en følelse af ro og overskuelighed. De buede vægelementer understreger flowet i bygningen og guider de besøgende fra ankomsten rundt i – og omkring huset.

Huset er skitseret med tanke på at være et menneskevenligt sted, der summer af liv og inviterer til at man bliver hængende og forlænger besøget i Geografisk Have. 

I Geografisk Hus er der således både mulighed for at købe billet, få stillet sult og tørst, købe ting i butikken, gå på opdagelse i udstillingen, blive ansporet til ny og spændende viden og til blot at slå sig ned og bare være.

Huset er skræddersyet til præcis dette sted i haven. Det lægger sig på aksen, der forbinder Geografisk Have med Aksel Olsens hjem. Bygningen viger for og lægger sig omkring den smukke vandgran, der findes i byggefeltet.
Store vinduespartier skaber kontakt med haven, og inviterer alt det grønne helt indenfor. Bygningen er samlet under et let, udkraget tag, som binder hele huset sammen. Tagfladen brydes af fire lyskasser, som både giver bygningen det karakteristiske udtryk set udefra og samtidig skaber spændende rummeligheder indenfor i bygningen.